A Pash for Fashion

Det er jo så populært med de her “jeg tester”-indlæg, så her den anden dag fik jeg en idé, som i løbet af de næste par timer, skulle stå som en smertefuld oplevelse i mit sind:

“Måske skulle jeg hoppe med på vognen og teste voksen i toiletskabet”

Som tænkt så gjort.
Ud til badeværelset. Det var et af disse “kold voks” produkter. Ikke noget med at smelte en klump voks, du nulrer bare strimlerne i din hånd til de bliver lune, hvorefter du skiller dem ad og anbringer dem på dit ben (eller hvor du har brug for det) og så hiver du dem af med det samme. Ingen problemer i det. Hvor svært kan det være? Jeg mener, jeg er ikke et geni, men jeg da begunstiget nok til at kunne finde ud af det her.( JA SOM OM!?!).

Så hev jeg en strimmel ud. Det var to strimler som lå med voksen mod hinanden så de hang sammen. I stedet for at nulre dem i hænderne var jeg så klog at finde min hårtørrer frem. Jeg varmede så strimlerne op med føntørren og anbragte derefter strimlerne på mit inderlår.
Holdt igen med den anden hånd på låret og rev så til. Det virker!

Okay det var så ikke lige den fedeste følelse, men det var ikke helt værst.
Jeg kan sgu det her! Jeg er en hundjævel! Jeg er bekæmperen af al kropsbehåring og guruen til blød ekstravagant hud.

Med den næste voks strimmel bevæger jeg mig så nordpå. Jeg er nu klar til det ultimative hårfjernings mesterskab.

Jeg smider trusserne og placerer en fod på toilettet. Så går jeg frem efter samme procedure, hvor jeg placerer en voks strimmel på skrå på mit inderlår lige ved bikinilinjen, så strimlen dækker min hoo-ha (læs den unævnelige).
Strimlen strækker sig nu fra min hoo-ha ned til indersiden af min numse balle (det var en lang strimmel). Så trækker jeg vejret dybt, hvorefter jeg river………………..RRRRRRRII…PP!!!!!!!!
Jeg er blind! Blændet af smerte!!!!!…. Argh for HEL….!!!!!

Jeg får synet igen. Jeg ser at jeg kun har fået hevet halvdelen af strimlen af. @!#$! Endnu en dyb vejrtrækning og RRRIIIIPPP! Alt kører rundt for mig og jeg har sorte pletter for øjnene. Jeg tror jeg er ved at besvime……må holde mig oppe…….må holde mig oppe. Hører jeg trommer??? Træk vejret, træk vejret………………

Phew, jeg overlever..

Jeg vil se mit trofæ….den voksstrimmel, som har voldt mig så megen smerte, fyldt med mit hår. Jeg vil vælte mig i succesen over min kamp mod kropsbehåring.
Jeg holder derfor strimlen op så jeg kan se den. Der er ikke noget hår på den. … … !!!!
Hvor er håret? HVOR ER VOKSEN???

Langsomt sænker jeg hovedet, stadig med min fod på toilettet (se det for jer venner!!). Jeg kan se håret. Det hår som skulle have været på strimlen….det er ikke derpå. Jeg mærker lige efter. Jeg rører ved voks. Jeg berører mig selv på min mest sensitive del af kroppen som nu er dækket med kold voks og hår.……………… !!

Så gør jeg den næste STORE fejltagelse!

Jeg husker at min fod stadig er på toilettet. Jeg må gøre noget, så jeg tager foden ned fra toilettet.
Helt lukket! Min røv er lukket. Helt lukket!!!! Jeg går som en pingvin rundt i badeværelset – prøver at finde ud af hvad jeg skal gøre. Jeg tænker:

“Please, bare jeg ikke skal skide lige nu for så tror jeg mit hoved ryger af”.

Hvad kan jeg gøre for at smelte voksen? Varmt vand! Varmt vand smelter voksen. Jeg fylder så varmt vand jeg kan i badekarret, smutter i karret og så skal voksen jo lige smelte, for så jeg kan lige så forsigtigt fjerne det, ikke??? FORKERT!!!!!

Jeg smutter i karret, vandet er lidt varmere end det man normalt bruger ved tortur af krigsfanger. Jeg sætter mig ned. Det eneste der er værre end at få dine nedre regioner smeltet sammen er at få dem smeltet…. smeltet fast til bunden af badekarret – i skoldende hedt vand. Og så smelter voksen ikke engang. Nu er jeg altså limet fast til bunden af badekarret, ligesom hvis jeg havde cementeret mig selv fast til porcelæn! Gudskelov for den mand, der for få måneder siden overtalte mig til at få telefon på badeværelset!!!!!

Jeg ringer til min ven, for jeg er sikker på at hun kender til hemmeligheden af hvordan jeg kommer ud af denne situation.

Det er en helt fin måde at starte en samtale på….”Nåhmen øh, min røv og min hoo-ha er altså limet fast til bunden af badekarret!” Der er en lille pause..

..

Hun kender ingen hemmeligheder eller fif til hvordan jeg kommer ud af denne situation, men hendes latter prøver hun slet ikke at skjule for mig. Hun vil vide præcis hvor voksen sidder, “Taler vi om balderne, hullet eller hoo-ha?” Hun griner højlydt nu. Jeg kan høre hende. Jeg giver hende lige den korte version og hun foreslår at jeg ringer til det nummer der står på æsken som voksen var i. Ja!!!!! Som om!!!! Som om jeg har lyst til at være aftenens vittighed. Mens vi gennemgår flere løsningsmuligheder prøver jeg at få voksen af med en skraber. Intet føles bedre end at have min kvindelighed dækket af varmt voks, min hoo-ha limet sammen, siddende i brandvarmt vand med røven limet til bunden af karret og bruge skraberen.

Nu fungerer min hjerne ikke mere, min selvrespekt er helt væk og jeg er ret sikker på at jeg har brug for en psykolog med speciale i post-traumatisk stress syndrom efter dette.

Min veninde taler stadig med mig, da jeg ser min redning. Cremen som man skal bruge til at fjerne overskydende voks med. Helt ærligt – hvad har jeg at tabe? Jeg smører noget af cremen på og “FOR DÆLEN DA”!!!!! Skriget vækkede sikkert naboerne og skræmte livet af min veninde. Det er såååååå smertefuldt, men jeg er faktisk ligeglad.

DET VIRKER!!! DET VIRKER!! Min veninde lykønsker mig og vi afslutter samtalen. Jeg fjerner resten af voksen da jeg til min ærgrelse pludselig ser… HÅRET ER DER SGU STADIG….. DET HELE!!!
Nu er jeg helt ligeglad, så jeg barberer det hele af. For f*****n jeg er øm nu. Helt følelsesløs. Jeg kunne amputere mit eget ben på nuværende tidspunkt.

Næste uge prøver jeg at farve mit hår………….

;)

P.S.
Jeg ville næsten (men kun næsten) ønske at jeg kunne tage æren for historien, men det er altså “bare” en vandrehistorie, som en veninde mailede mig. Jeg HULKEDE af grin da jeg læste den, og tænkte at den var god nok til at dele. :)

Stadigvæk ikke helt perfekt (perfekt = 20 grader og solskin), meeen vi nærmer os da noget der minder om forår. :)

Så så man lige Uffe Buchard disse danske modeblogs i Go’ morgen Danmark. But why?
Jeg forstår det faktisk, helt og oprigtigt, ikke. (og jeg forstår SLET ikke behovet for at gå efter manden og ikke bolden!! Virkelig dårlig stil!!)

Når jeg bevæger mig rundt i blogland, så ser jeg ingen selvbestaltede mode-eksperter (ok, en enkelt eller to er der måske, men hey, helt ærligt, – det er da et fåtal!).
Tværtimod ser jeg en flok piger (og et par drenge), der har en interesse for mode, som, via Internettet, har fået en mulighed for at dele denne interesse på tværs af ø-riget Danmark. Ja, og landegrænser, hvis man skal se det i et større perspektiv.

Jeg er ikke teenager, langt fra, faktisk ligger jeg aldersmæssigt tættere på Uffe, end jeg gør på teenageårene, og jeg drømmer ikke om at blive den nye Elin Kling/Rumi/Tavi etc. – og måske tager jeg fejl, men det er faktisk ikke mit indtryk at den typiske danske modeblogger gør det!?!
Jeg kan selvfølgelig her kun tale for mig selv, men JEG blogger for at holde fokus. For at formindske mine fejlkøb. For at have en style diary. For at samle mine tanker om denne eller næste sæsons KØB og tendenser ét sted.
Min hukommelse er dårlig, så det er rart for mig at kunne gå tilbage og se “hey, det var jeg også vild med dengang, så nu køber jeg det sgu”. Eller “hmm, de der grå jeans Signe, skulle du ikke begynde at kigge efter dem, i stedet for at købe nummer 697 kjole”
Jeg blogger for at samle min inspiration ét sted. Som det her indlæg om maxi-kjoler. Eller dette her indlæg om grå Long Johns.
Jeg blogger for at have en stylediary, så jeg kan se “ok, det outfit havde jeg på sidste gang jeg holdt møde med dem, – i dag tager jeg noget andet på”. (og JA, langt størsteparten af dem jeg holder møde med er mænd, så de aner nok ikke hvad jeg havde på sidst, men for mig er det rart at VIDE, at jeg ikke sidder i det samme jakkesæt for 7. gang i træk)
Jeg kunne selvfølgelig bare uploade mine outfits på lookbook.nu og hvad de ellers hedder, men hvad så med mine sidste køb, mine inspirationsbilleder, MINE yndlingskollektioner (igen: – inspiration!!), mine ønskelister, mine yndlingsitems etc. etc.??
Jeg føler mig ikke som ekspert overhovedet, og jeg mener heller ikke at jeg på nogen måde giver udtryk for at VÆRE ekspert. Jeg blogger om det JEG kan lide, ud fra det udgangspunkt JEG nu engang har. (lige som andre blogger om deres interesser; politik, mad, deres have, IT, neglelak, gadgets, deres liv, deres dyr, you name it!)

Og min fornemmelse siger mig, at det er sådan langt, langt størstedelen af danske modeblogs har det. At man er sammen om at dele en interesse for mode, at man lader sig inspirere af hinanden og hinandens køb. Og kan grine af at man ind i mellem går i lemming-mode og halser ud og køber det samme alle sammen.. ;)

Og helt ærligt, jeg forstår ikke hvad det er den etablerede danske modeverden er så bange for. (og hvorfor de har brug for at ydmyge 15-årige bloggere?? Og hvorfor de skal bruge et indslag, der skulle handle om “en guide igennem modeblogs-junglen” til dét?!? JEG havde i hvert fald meget svært ved at se Uffe’s guide nogle steder.)
Jeg læser modeblogs for at blive inspireret. Og fordi denne her verden indeholder ufatteligt mange søde piger, som jeg ALDRIG ville have lært at kende, hvis det ikke var for Internettet og modeforums/blogs etc. som skaber et fællesskab omkring den samme interesse, nemlig mode.
JEG synes det er dejligt at jeg kan blive inspireret af en masse piger, som ikke nødvendigvis er 1.90, åletynde og har ben der fortsætter ind i himlen.
At der findes et hav af IKKE-modelmåls-piger derude, som er kreative/klassiske/rock-chickede/boho-agtige/posh i deres tøjvalg og styling. Så JEG kan blive inspireret af lige præcis den stil som tiltaler MIG.
Og JA, det kan jeg også finde på lookbook, stylediary, street blogs etc, men på en blog får jeg, som regel, også et indblik i personen bag, deres PERSONLIGE fortolkning af tidens trend, eller øjeblikkets blogger-item, frisure-inspiration, inspiration til mit næste køb (designer eller high street) etc.
Og indrømmet, – det er ikke alle (mode)blogs der siger mig lige meget. Men det er jo det der er så fantastisk ved denne her verden, – jeg følger jo bare dem, JEG synes er inspirerende!!

Men derfor læser jeg da OGSÅ modeblade. Modebladene kan give mig et meget dybere og grundigere indblik i moden. Jeg elsker når catwalks-tillæggene kommer. Jeg elsker når der køres et Chanel-tema. Jeg elsker når der bringes interview med Didder Rønlund. Jeg elsker når bladene fortolker tidens trend. Bladene giver mig lov til at drømme, og bladene giver mig et indblik i modens historie og modens verden, som en blog ikke kan.
Jeg ELSKER editorials, smukke billeder, smukke modeller, FANTASTISK tøj og surroundings. Alt dette kan modeblogs jo heller ikke. – eller ok, Rumi og 4th and Bleeker kan faktisk, men derfor vil jeg da ikke undvære modebladene. ;)

Så for mig er den etablerede modeverden og modeblogs to vidt forskellige ting.
- og jeg vil rigtig nødigt undvære nogle af dem.. :)

P.S.
Du kan se klippet med Uffe her.